Keramik er mødet mellem natur og menneske. Jordens eget materiale, som inviterer til form og leg med leret som den håndgribelige substans, der bliver til små og større fortællinger om livet mellem mennesker i det varme samspil med naturens eget bud på det oprindelige. Kald det bare kunst med jordforbindelse.

Leret har undervejs en forunderlig rejse fra sin vugge i jorden til podiet i min butik, hvor det tunge, grove materiale er transformeret til det fine, skrøbelige udtryk, vi kalder for keramik. Og for mig er rejsen aldrig den samme. Jo, de ældgamle teknikker, der bearbejder leret. Men form, farve og fantasi går hver gang ad nye veje. Ansporet af naturens mangfoldighed, musikken, lyset, årstiden og ikke mindst livet i vandet omkring os.

Jeg lader mine fingeraftryk give liv til udtrykket. Og bruger kontrasten mellem den solide bund og de fine kanter i toppen af værket som det dramatiske element. Som mellem jordens mørke varme og himlens lette lys. Mine skåle og fade byder på nye opdagelser. De to sider varierer fra hinanden når skærven sætter sit præg på bagsiden, og de tre forskellige lag glasur runder værket af med sin dybde, og skaber hver gang nye oplevelser for dig, der kigger på.

Kig ind, og se ler blive til isflager og østersskaller. Blandt andet.